Hovedmenu

Forsiden
BMC nyhedsarkiv
Bramsnæs MC
Aktiviteter
Galleri
Bramsnæs MC TRÆF
Kontakt

Seneste forumindlæg

There are no posts to display.

Klubbens historie PDF Udskriv

Bramsnæs MC Touring 75 blev startet i 1975.


Det hele begyndte i en lille etværelses i Kr. Hyllinge i Bramsnæs kommune, som ligger i Hornsherred midt i mellem Roskilde og Holbæk. Klubbens første tilholdssted var ”Dejligheden” nede i Bramsnæs vig.


Der var en mindre flok gutter og endnu færre motorcykler, der syntes at nu skulle Bramsnæs have en Motorcykelklub. Os bekendt var 1975 også året hvor en af klubbens medlemmer for første gang var til motorcykeltræf. Gerner var til Storebæltstræf i Korsør MC Club. Han er i skrivende stund stadig medlem af Bramsnæs MC Touring 75. Det er for øvrigt ikke usædvanligt her i klubben, at der er medlemmer med 20-25 års anciennitet.


Allerede i klubbens første år var der nogen der syntes at klubben skulle have et mærke. Ideen var at navnet selvfølgelig skulle med. Dannebrog skulle med, og så var det noget med ridderidealer, så malteserkorset som er symbolet for en ældgammel ridderorden skulle også være med.


Tiden på ”Dejligheden” blev kort – der er vist ingen der kan huske hvorfor. Derefter blev der ret hurtigt rykket ind hos et af medlemmerne, kendt som Jens Pæsen eller senere dr. Pæsen. Jens blev træfdoktor fordi klubbens medlemmer på et tidspunkt havde fundet ud af at Jens skulle udskrive recepter på hvor meget sprut de måtte drikke på de forskellige træf de kørte til. Det har hængt ved ”Doktøren” lige siden.


Det var gode tider hos Jens, men uvist af hvilke grunde måtte klubben en kort periode flytte i telt og holde møder der, indtil Christians mor, Agnete forbarmede sig over klubben og lod den holde sine møder i hendes stue. På dette tidspunkt er klubben selvfølgelig begyndt at søge kommunen om at få et ordentligt sted at være. Der skete mange sjove ting i tiden hos Christians mor. Desværre er Christian, som formodentlig til evig tid vil være klubbens mest originale personlighed, ikke mere. Han døde først i firserne i en alder af 26 år. Til gengæld er han os bekendt, den eneste af de over 175 mennesker der har været medlem af klubben gennem tiden, der er død.


Sidst i halvfjerdserne skulle der også laves et rygmærke. Det var oppe i tiden dengang at køre med rygmærke. Det er det ikke så meget mere, og det er jo nok fordi at de såkaldte rockergrupper har taget mere og mere patent på den del af gamet. Det er ærgerligt at det er sådan, for vi mener at man skal betragte rygmærket som identitet og vise hvor i landet man kommer fra. Rygmærket skulle indeholde de samme ingredienser som skuldermærket – og sådan blev det.


I 1977 opdagede Christian at der stod en lille muret bygning på Munkholmvej 60 (nu 409) i Rye. Vi fandt hurtigt ud af hvem der ejede grunden, og det er stadig der hvor Bramsnæs MC Touring 75 har klubhus. På det tidspunkt havde klubben ca. 25 medlemmer, og der er faktisk holdt mangen en fest i den lille murstensbygning, hvor der nu er køkken.. Der var kun en gammel kakkelovn som eksploderede mindst en gang, til hvert klubmøde. Lyset var en 12 volts pære med strøm fra et batteri.


Det var nu kommet klubben for øre, at den gamle arbejdsformidling, en barak som var placeret foran den gamle station i Kr. Hyllinge stod tom. Klubben henvendte sig igen til kommunen og spurgte om ikke den kunne gøre nytte ude i motorcykelklubben på Munkholmvej. Efter en masse tovtrækkeri lykkedes det at få barakken stillet til vores rådighed af kommunen, og den blev transporteret ud i klubben. Efter meget arbejde med opstilling og indlæggelse af vand og strøm stod den og fungerede som et udmærket klubhus, i 20 år, indtil decemberstormen 1999 rev den omkuld.


På den tid blev der kørt meget. Det vil man kunne se, hvis man studere træftavler og pokaler nærmere. Bramsnæs MC Touring 75 har selv holdt en række træf og fester, blandt andet Enkronesfesten – en fest hvor gæsterne på bestemte tidspunkter kunne købe fadøl til EN krone kruset – og det uanset hvor stort kruset var. DET er der kommet mange episoder og historier ud af. Vi tog tråden op igen i 2003 og det har været en mægtig succes siden.


Det skal også fortælles at klubben til 10, 15, 20 , 25 og 30 års jubilæer har afholdt gammel medlemsfest med stor succes. At gamle medlemmer mødes og fortæller røverhistorier fra dengang det var før, kan være meget morsomt. Klubbens medlemstal var ved klubhusets fald, reduceret til omkring 15, og det så meget sort ud for Bramsnæs MC Touring 75. Der var dog stadig liv i nogle ildsjæle, som i løbet af sommeren 2000 gik og sumpede, men ved hjælp af jungletrommer, billig portvin og slesk tale, begyndte det at ulme i undergrunden i hele Bramsnæs kommune.


Gamle medlemmer dukkede op, og nye ligeså, så der blev ved hjælp af Morten og Lottes gildesal etableret et nødklubhus, som fungerede hele vinteren 2000/2001 og som var starten på det nye Bramsnæs MC Touring 75. Der gik ikke længe før vi var oppe på over 30 medlemmer, og straks efter at frosten var gået af jorden begyndte vi at bygge et helt nyt klubhus. Det har så resulteret i at klubben i dag har et medlemstal som ligger på ca. 100 (2009) medlemmer.


Klubben holder i vore dage klubaftener fredag aften fra ved 20 tiden, og mødefrekvensen er meget høj, så hvis man gider at kører til Munkholmvej 409  (tidligere 60) en fredag aften er der med stor sandsynlighed åbent.










 
 
COPYRIGHT BRAMSNÆS MC 2009 | DALBY MEDIAJoomla Templates By JoomlaBear